KAMPEN OM AT BLIVE DEN NÆSTE 'ÅRETS KOK'

Hvem kan deltage?

Alle danske statsborgere med svendebrev som kok eller tilsvarende udenlandsk uddannelsesbevis kan tilmelde sig og deltage i semifinalen.

Om seminfinalen:

Semifinalen afvikles søndag den 20. november 2022 i Odense. Her skal der inden for 3 timer tilberedes 1 ret ud fra en udleveret råvarekasse. Retten skal fremstilles til 5 couverter og forestille at være en del af en 3-retters menu.

Dommerpanelet ønsker at se personlighed og kreativitet i de retter der afleveres.

Ved semifinalen arbejder deltagerne alene. I køkkenet vil der være udstyr, som normalt er til rådighed i et skolekøkken. Deltagerne må medbringe personligt værktøj og udstyr (sukker- og kombitermometer, chiffonflaske, silikonemåtter, mandolinjern, microplane rivejern, paletter, pincetter, knive samt egne gryder, pander, forme, håndmikser, stavblender og blender). Der må således ikke medbringes nogen form for råvarer, pynt, service og ting lavet på forhånd. Der bliver foretaget kontrol.

Blandt deltagerne i semifinalen vil de 8 bedste blive udtaget som finalister til Årets Kok 2023. Herudover vil der blive udtaget en reserve til finalen. Alle finalister (efter placering i semifinalen) vælger startnummer til finalen.

Finalen:

Finaleopgaven vil afspejle virkeligheden i restauranten, og dommerpanelet vil rigtig gerne se personlighed i retterne. Der er mulighed for at præsentere retterne for dommerne (dette er frivilligt), blot skal det være inden for egen tidsramme, således det ikke får indflydelse på den efterfølgende finalists aflevering.

Ved finalen skal hver finalist indenfor 6 ½ time tilberede en 3-retters menu. En ret er kendt på forhånd og kan trænes på, en ret er med kendt hovedemne, og en ret er ukendt og tilberedes på baggrund af udleverede råvarer på dagen. Til den kendte ret har finalisterne mulighed for at medbringe service til dommernes serveringer. Couverter til gæsterne skal anrettes på det udleverede service.

Hver deltager skal fremstille 13 couverter:
7 til servering for indbudte gæster, 5 til dommerbedømmelse og 1 til udstilling/fotografering.

Forretten skal afleveres efter 4 ½ time, hovedretten efter 5 ½ time, og desserten efter 6 ½ time.

Under konkurrencen har finalister i Årets Kok ikke adgang til restaurantområdet.

Ved finalen må hver deltager have 1 assistent med (en kokkeelev, der endnu ikke er udlært den 21. marts – udlæringsdatoen er den dato, der er angivet på elevens uddannelsesaftale).

Finalisterne skal selv medbringe udstyr.

Der vil foregå en simultan afvikling af Årets Kok og Årets Tjener. Dette betyder, at hver finalist kobles sammen med en af de 8 finalister, der deltager i konkurrencen om at blive Årets Tjener. Der er tale om 2 selvstændige og gensidigt uafhængige konkurrencer, hvor den enkelte deltagers præstation alene har betydning for egen placering.

Årets Nytænker:
Et element i finalen er kåringen af Årets Nytænker og tildeles den forret, hovedret eller dessert, som skiller sig ud fsva. nytænkning, personlighed og kreativitet.

Årets Assistent:
Den assistent der gør det bedst på finaledagen kåres som Årets Assistent.

Bedømmelse:
Dommerpanelet vil gerne se personlighed og kreativitet i retterne. Bedømmelsen vil lægge sig op af de internationale regler, som bliver anvendt i Worldchefs (WACS) konkurrencer. Alle deltagere vil i alle kategorier starte med max. point, hvorefter der vil ske en reduktion af point for fejl og mangler. Dommerpanelet vil dømme både køkken og smag.

Der bedømmes på:

  • Smag (grundsmage, dufte og tekstur)
  • Præsentation (kreativitet/personlighed, helhedsindtryk, harmoni, nyhedsværdi og komposition)
  • Service (service-hygiejne, spild, anretningsteknik og samarbejde)
  • Klargøring, forberedelse, køkkenteknik, udnyttelse af hovedemner
  • Hygiejne generelt
  • Mise en place herunder råvarehåndtering
  • Spild /økonomi

Ansatte hos et medlem af dommerkomiteen - og personer, der er i familie med et medlem af dommerkomiteen - kan deltage.

Arrangørerne forbeholder sig ret til at bruge og publicere alle opskrifterne.

Tidsplan:

20. oktober 2022 : Sidste frist for tilmelding
20. november 2022 : Semifinale i Odense 
6. januar 2023: Offentliggørelse af finalens kendte ret 
21. marts 2023: Finale i København

Præmier:

1. præmie kr. 40.000,00
2. præmie kr. 10.000,00
3. præmie kr. 5.000,00

Alle finaledeltagere får et diplom og en gave for deres deltagelse i konkurrencen.

Arrangørerne tilbyder overnatning fra dagen før finalen samt fortæring på finaledagen for deltagere og assistenter.

Tina-1920x1280.jpg
Projektleder - konkurrencer
Tina Graff