Årets Kok-deltager udfordrer konstant sig selv
Michael Nørtoft er køkkenchef på Formel B og glæder sig til at deltage i Årets Kok, fordi han elsker at udfordre sig selv. Både som menneske og som kok. Derfor søger han også altid ny inspiration på den danske gourmetscene.
”Som alle ved har vi et fantastisk hold af danske mesterkokke. Mange af de ildsjæle, der virkelig brænder for gastronomien, og som har vist vejen gennem flere år, er Rene Redzepi, Rasmus Kofoed og Francis Cardenau. Det har inspireret mig meget at følge deres vej.”
Men det er ikke kun den danske madscene, der inspirerer køkkenchefen. Højt på ønskelisten står nemlig et besøg på en Michelin-restaurant i Stockholm.
”Jeg vil meget gerne besøge Restaurant Frantzén. Både for selv at få den gode oplevelse, men også for professionelt at få ny inspiration.”
Vær nysgerrig og tag initiativ
Han er nemlig selv kommet langt i branchen ved konstant at søge inspiration og at være nysgerrig. Det er derfor også hans bedst råd til nye talenter i branchen.
”Mit råd til unge mennesker, der vil ind i branchen, er at nysgerrig og vise initiativ. Gør man det, kan man komme meget langt i denne branche.”
Michael Nørtoft blev udlært fra Hotel Svanen i 2016 og har tidligere været souschef på Restaurant Lieffroy og Restaurant Ti Trin Ned. (Han stoppede som køkkenchef på Formel B omkring nytår for at søge nye udfordringer.)
Michael Nørtoft vil i finalen være at finde i køkken nr. 3. Læs om tjeneren Simone Westerberg, der vil servere for ham, og se hendes vinmenu på siden her.
