Årets Tjener-deltager til nye talenter: ”Vær praktisk og visionær”

Ketil Sauer deltager i konkurrencen, Årets Tjener 2023, og han arbejder til daglig hos Sauer Wine. Han har tidligere været ansat hos Restaurant Substans og Le Sommelier samt Mêlée og BarVin.

Ketil bliver imponeret, når restaurantoplevelsen er gennemført. Når der både er fokus på smage, stemning og ikke mindst drikkevarer. Således er hans bedste restaurantoplevelse også på en af de mest kendte steder i erhvervet.

”Det er uden tvivl Restaurant Alchemist. Det er en oplevelse, jeg sent glemmer,” siger han og fortæller, at hans helt store rollemodel indenfor branchen netop arbejder på Alchemist.

”Nina Højgaard Jensen er ikke bare en af landets bedste sommeliers. Hun er også en af verdens bedste, og det siger ikke så lidt.”

Vælg med hjertet
Og nok lader Ketil sig gerne fascinere af branchens dygtigste mennesker, og han nyder at følge deres vej. Men når det gælder hans bedste råd til nye talenter, taler han udover visioner også om praktik.

”Selvfølgelig skal man vælge retning med hjertet. Og når man så har gjort det, og er del af dette fantastiske erhverv, skal man holde tungen lige i munden og få alle aftaler på skrift.”

Se vinmenu (pdf)

Ketil Sauer betjener i finalen bord nr. 2. Læs om kokken, Tommy Jespersen, og hans menu på siden her.